Journal

NO
06/06/17 • Free Form : Mathias Kryger

Akvarell-intervju med Anna Ihle

NO
06/06/17 • Free Form : Mathias Kryger

Akvarell-intervju med Anna Ihle

After 2016 CAS Resident Mathias Kryger visited Stavanger he engaged in a somehow unusual correspondence with the artist Anna Ihle. The interview below is composed partly in watercolours, partly in words, and is published as it was conducted in Danish and Norwegian.

Som en del af mit korte residencyophold i Stavanger i efteråret 2016 besøgte jeg en række kunstnere som er bosat i byen. Jeg kom til frokost i det utroligt flotte og generøse atelierfællesskab Atelierhuset Tou Scene hvor der var lunt hjemmebagt brød og koldt smør, og hvor kaffen er sort som olie. Her mødte jeg en fin gruppe kunstnere, heriblandt Anna Ihle, som netop var flyttet til byen.

 

Her mange måneder efter kørte jeg forleden med kystbanen til Louisiana i selskab med min gode ven, gallerist Tif Sigfrids, der bor i Los Angeles. Hun havde netop været i Norge på et UKS stipendie, hvor hun blandt andet besøgte Stavanger, og vi talte om Annas praksis og jeg blev så glad for at Tif Sigfrids havde været forbi det samme atelier og havde hørt de samme fortællinger fra Anna Ihle – om det kunstneriske projekt hun laver. Tif Sigfrids fortalte at Anna Ihle havde fortalt hende om at grave efter guld; om at svømme med ænder udskåret i træ. Og jeg forklarede, at jeg over de sidste mange måneder havde forsøgt mig med et interview baseret på en overlevering af handlinger frem for ord – baseret på en anderledes taktil udveksling frem for en digital og virtuel kasten sprog frem og tilbage. Det skulle være et forsøg på at fortsætte den samtale vi havde i Stavanger, eller på at genindspille den, eller at gå den efter. Men tiden er løbet meget stærkt igennem månederne og kalenderen er brændt op. Det blev til to akvarel-spørgsmål fra mig og to svar fra Anna. I mellemtiden blev jeg single efter et fire år langt forhold og jeg rejste blandt andet to gange til Brasilien. Hvad Anna lavede i mellemtiden ved jeg ikke. Men hun har arbejdet. Det ved jeg med sikkerhed. Det var mig, der ikke havde energien til at løfte penslen og dyppe den ned i det blødeste bløde. Jeg kastede mig derfor alligevel ud i at supplere akvarel-spørgsmålene med to spørgsmål af ord sendt i en e-mail. Her følger akvarel-spørgsmål og akvarel-svar samt spørgsmål og svar i ord, som stammer fra dette forår.

Mathias Kryger: Under mit ophold som CAS resident i Stavanger mødtes du og jeg til et studiovisit og efterfølgende spurgte jeg dig om du ville lave et interview med mig som kunne bestå dels af nogle akvareller vi skulle sende med fysisk post frem og tilbage mellem Danmark og Norge. Det var fra min part et ønske om, at aktivere eller manifestere en form for kontakt imellem os men også at lade den kontakt manifestere sig igennem det fysiske rum for transaktion som er postens med systemer, arbejde og konkret håndtering: alle aspekter (system, arbejde og konkret håndtering) som jeg ser som væsentlige aspekter i din praksis som kunstner.

Da vi mødtes talte vi også om kunstarbejdet som en konstruktion som du forsøger at få til at passe ned i en form og en ideologisk ramme som man kender fra det generelle arbejdsmarked. Det er en form som måske kan siges at være kapitalistisk, protestantisk, heteroseksuel i sin strukturering eller noget helt fjerde. Vil du prøve at fortælle om den måde du arbejder på og om hvordan metoden og strukturen for dit arbejde influerer dine værker?

Anna Ihle: Jeg tenker at rammene for arbeidet mitt er en grunnleggende del av praksisen min. Jeg etterstreber en arbeidsuke på 37,5 timer. Rutiner, pauser, avspasering. Det er viktig at arbeidstider og arbeidsmiljø skal være OK, både for hjernen og kroppen. Jeg er mer trofast mot disse rammene, enn mine valg av material. Jeg tenker at denne bevisstheten rundt arbeidsvilkår lekker inn i kunsten på ulike måter. I enkelte situasjoner der jeg betaler for arbeidskraft kan det skje at det «å være en god arbeidsgiver» trumfer kunstnerisk kvalitet i det korte løp. Men ettersom jeg ser på gode arbeidsvilkår som en integrert del av arbeidet mitt, så vet jeg at kunsten tjener på det i det lange løp. Jeg er pragmatisk, ikke superstreng i forhold til disse tidene. Viktig for meg at det skal funke, at jeg skal ha rutiner og en livsstil som skal holde liv i både meg og kunsten min. Prøver å være seig og ikke gjøre ting for fort.

 

Å håndtere et par kubikkmeter med tre i løpet av en to-årsperiode passer ganske greit i denne formen. Kanskje formen er kapitalistisk, protestantisk, heteroseksuell – jeg er ikke helt sikker. Jeg tror jeg begynte med en slik tanke; at jeg skulle omfavne noe veldig konvensjonelt for å se hva det gjorde med kunsten — se hvordan denne strukturen påvirker arbeidet. At i stedet for å gjøre motstand mot denne formen, så ville jeg være så tett opp til den som mulig.

 

Jeg oppdaget tidlig at det var befriende — å ikke la livet handle kun om min praksis, men å lettere fokusere blikket og kroppen min et annet sted etter endt arbeidstid. Det vil si, den konvensjonelle oppdelingen av døgnet, av arbeidet, føles bra. Jeg vil ikke være en poster child for arbeid 24-7.  Opplever derfor formen også som en motstand — motstand mot å jobbe hele tiden, ikke alltid være tilgjengelig. Etter jeg begynte med det, innså jeg ganske raskt at det er en effektiv type self-care. En større utfordring har vært å finne ut hva fritiden skal fylles med.

MK: I dit atelier lå der en masse træ på gulvet og du var i gang med at udskære nogle figurer, vinger, i dette træ og jeg tænkte over graden af intenst håndværk i din relation til materialet. Hvordan går det med det arbejde og er det så ’labour intensive’ som det lyder?

AI: Det går veldig fint mellom treplankene og meg. Over halvparten av de er nå høvlet og limt sammen til en enorm klosse som jeg bearbeider med motorsag. Gleder meg til den delen er ferdig, jeg foretrekker å jobbe uten power tools. Jeg  jobber med dette arbeidet fram til desember, da kommer jeg til å ha med arbeidet i en separatutstilling. Tror jeg egentlig kommer til å fortsette med det neste år også. Men at det får hvile litt på galleriet i løpet av den utstillingsperioden.

Å jobbe i treet er labour intensive, og noe av det fineste jeg vet. Det er arbeidet med treskjæringsjern jeg liker best.  Jeg liker når treet er stort og tungt, jeg synes det er utrolig heftig at jeg må sitte på det for å få rett vinkel når jeg hugger i det. Fint og skummelt samtidig. Det er utrolig tilfredsstillende å dra i land store arbeider, å bli vettskremt og deretter glad. Materialet tar en del valg for meg, det er deilig. På en måte skriker vel metoden min at jeg elsker begrensninger.

Om akvarellene: Jeg sleit veldig med de akvarellene. Det hørtes gøy ut, og jeg tenkte det var fint å gjøre noe som ikke krevde flere måneders fulltidsarbeid. Men det gjorde meg litt forvirret. Så jeg bestemte meg for å gjøre det etter arbeidstid, og at det skulle være sånne etter-jobben ting. Negler, tinder, sofarelatert. Jeg har en lang historikk av kjærlighetsbrev, så jeg prøvde å tenke på det litt sånn. At jeg skulle sende noe fint i posten. Skrive fint, liksom. På den måten så ble det veldig mislykka. At jeg prøvde å gjøre det som et koselig hobby-prosjekt, men jeg tenkte for masse på det. Jeg følte jeg lurte meg selv med å plassere det i hobby-segmentet i døgnet mitt.

Akvareller i rekkefølge:
Forsidebilde: Anna Ihle
1 & 2: Mathias Kryger
3 & 4: Anna Ihle
5: Mathias Kryger
6-12: Anna Ihle

Anna Ihle (f. 1984, Stavanger) har siden 2012 undersøkt arbeidets betydning idag, i relasjon til tidsfordriv og fritid.

I sitt kunstneriske arbeid har hun blant annet hugget i stein, vasket klær, skjært i tre, vasket gull og invitert til samtaler i arbeidsprosessen. På grunn av interessen for arbeidsvilkår, har det vært uunngåelig å ikke interessere seg for hjembyen sin, om oljå som har formet den, og hun flyttet derfor tilbake til Stavanger i 2016. Der jobber hun også med visningsrommet Studio17. Ihle har studert på Konstfack, Stockholm og National Institute of Design, Ahmedabad. Hun har tidligere vist arbeider på blant annet Konsthall C og Uppsala Konstmuseum i Sverige, og NYLO Living Art Museum på Island. I Norge har hun stilt ut på blant annet Spriten Kunsthall, Kunstmuseet i Nord- Trøndelag, Kunstgarasjen og Fotogalleriet. 

 

Mathias Kryger (DK, 1977, Holbæk, bor i København) er kunstner, kurator og kunstkritiker og er for tiden professorvikar på Det Fynske Kunstakademi og fasttilknyttet kunstkritiker på Dagbladet Politiken og det skandinaviske net-tidsskrift for samtidskunst Kunstkritikk.dk.

Mathias Kryger arbejder ofte kollektivt i gruppe- eller duoformationer såsom Acción Gorila (med danser og koreograf Sara Gebran), Back In Dirty Minutes (med kunstner Stefan A. Pedersen) og Guattari Reading Circle (med kunstner Arendse Krabbe). I øjeblikket beskæftiger hen sig med lokale feministiske amatørkabareter under den kolde krig og forholdene mellem Art Brut og nutidens semiokapitalisme samt med pap maché som materiale for portrætter af mænd i teknologi-sektoren. Hen har vist værker og performances på bl.a Museum Ovartaci, Aarhus; Overgaden, København; Museet for Samtidskunst, Roskilde; Aarhus Litteraturcenter; Osloo på Venedig Biennalen; FRAC Champagne Ardenne, Reims; Galleri Tif Sigfrids, Los Angeles; Inkonst, Malmö; 32. Sao Paulo Biennale.

Mathias Kryger har kurateret udstillingen William Forsythe – In the Company of Others på Kunsthal Charlottenborg med værker af blandt andre William Forsythe, Gerard Byrne, Sturtevant, Bruce Nauman og Manon de Boer, samt afgangsudstillingerne på Det Fynske Kunstakademi og Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2016. For tiden er hen optaget af arbejdet på en udstilling med Ovartaci, der åbner på Kunsthal Charlottenborg i september 2017.